AV AV AV....
Det startede som en super sjov aften i byen! Der var drinks, lir, flirt, flotte fyre/piger og fed fed stemning :) Alt det sjove er med ét glemt, da du vågner dagen derpå med dunkende hovedpine, lammende kvalme, en ånde der kunne jage en flok hærdede alkoholiker væk og rødsprængte øjne!
Puha... Endnu en søndag på sofaen! Drænet for energi og allermest lyst til, at trække gardinerne for og proppe dig med en masse snask.. Det sidste du tænker på er, frisk luft, sund mad og træning.. Ja hvad fanden du er ung, smuk og dejlig! Og kroppen tager jo ikke skade af 1-2 byture om ugen... FORKERT!
Jeg skal slet ikke være en helgen omkring alkoholindtag og sjove byture! Jeg er som sagt 25 år, single og meget social anlagt! Jeg elsker at være sammen med venner og veninderne i weekenderne, hvilket som hovedregel udarter sig til en masse alkohol og hygge i byen. Det er sjældent jeg planlægger en bytur - Det er som oftest spontant og ender i en ordentlig brandert til kl. lort om morgenen... Men hva' fanden det er jo sjovt så længe det står på:)
Vi er alle forskellige! Der er nogle mennesker der weekend efter weekend kan være de største festkanoner, uden kroppen som sådan lider under det, men de fleste af os mærker det i form af mindre energi, et par ekstra kiloer på sidebenene, grå og trist hud og hungrende efter junk-food. Jeg bruger mig selv som et eksempel på, at alkohol ALT for ofte kombineret med for lidt aktivitet er en rigtig dårlig kombination, hvis man gerne vil opnå "den perfekte krop".
Jeg var på udenlandsrejse i ca. 2,5 mdr. i slutningen af 2010. Der var fest og farver hver eneste dag, ingen form for solid træning, lækkert mad og mangel på søvn. Da jeg tog afsted var jeg fuldt ud tilfreds med min krop. Som ugerne gik begyndte det hele af falde fra hinanden. Mine mavemuskler blev mindre og mindre synlige ( Jeg fik sgu en lille vom), mine lår blev større og mindre faste, en lille dobbelthage begyndte at være synlig og mine spændstige arme mindende mere og mere om "mormor-arme". Jeg fik det sgu dårligt med min krop for første gang i mit liv!!! Jeg mærkede hvordan jeg begyndte at skjule områder på min krop, som jeg rent ud sagt synes lignede lort. Jeg har altid kunne tage det tøj på jeg ville, uden at tænke:" Åh.. Kan man se mine håndtag i denne bluse? Er mine shorts ikke lige korte nok til mine store lår og tænk nu hvis folk kan se min begyndende dobbelthage..." Det lyder fanatisk og langt ude, men det var det IKKE for mig! Flere af de folk jeg dagligt var sammen med kommenterede det også.. Problemet var jeg ikke kunne gøre så meget. Den lækre mad blev serveret hver dag! 3 måltider om dagen. Ingen hensigtsmæssige træningsredskaber og ALT for varmt.
Hørte I lige jeg kom med undskyldninger for hvorfor jeg tog på? Dem har vi alle! Spørgsmålet er så bare... Gør man noget ved det?
Da jeg kom hjem fik jeg hurtigt mine faste spinningstimer i Fitness World igen, og så gik det stærkt! Jeg ville i topform igen. Jeg kunne i princippet tage hjem og gøre ingenting, som der desværre er en del der gør, men jeg er principfast og ville have min flotte figur tilbage i en fart! Mit eksempel viser at jeg er ligesom ALLE ANDRE! Jeg tager også på, hvis ikke jeg spiser ordentligt, indtager for meget alkohol og ikke træner!
Nu skal det hele ikke lyde kedeligt. Selvfølgelig skal der være plads til byture, men husk at hvis du har drukket for meget alkohol i weekenden, så lider kroppen af det. Nogen gange flere dage efter! Der skal samtidig kompenseres for alt det alkohol du har indtaget! Der skal trænes lidt ekstra og kosten skal holdes. Gør op med dig selv om det er det værd. Gider du hver eneste lørdag og søndag ligge død på sofaen og proppe dig med pizza og cola? Gider du vågne mandag morgen - Stadig være ekstrem træt og plaget af dårlig samvittighed? Sommeren nærmer sig, og vil du ikke gerne kunne gå på stranden og være tilfreds med din krop?? Det vil jeg!!!:)
Alt med måde! Hvis du har drukket alt for meget i denne weekend, så lav en aftale med dig selv, om at næste weekend ikke skal byde på så meget alkohol. For du får ikke trænet med tømmermænd, hvis du gør får du ikke ligeså stort udbytte af din træning, når alkoholen stadig er i kroppen. Når du drikker alkohol udsætter du din krop for ren gift. Det er tomme kcal. du indtager, og du bliver som regel rigtig sulten efter du har drukket. Alt i alt en rigtig dårlig cocktail for kroppen. Derudover spiser du ALT for usundt dagen derpå. Mange propper sig med pizza (Det værste junk-food du kan spise), Cola, chips og slik. Jeg kan også synde når jeg har tømmermænd i form af masser af salt og pizza, men min krop har lært at den får det bedre at sunde ting. Du får lige et par gode råd med på vejen, hvis tømmermændene er alt for slemme.
Tid: Det eneste, som med sikkerhed helbreder dine tømmermænd, er tiden.
Vigtigst! Væske og atter væske: Din krop er drænet for vand, hvilket giver hovedpine og tørst. Vand og/eller te, gerne med sukker, er rigtig godt.
Hovedpinepiller: Smertestillende piller tager den værste hovedpine. Vælg paracetamol, hvis du har ondt i maven, ikke acetylsalicylsyre.
Bananer: Øger mængden af signalstoffet serotonin i hjernen, så du kommer i lidt bedre humør.
Søvn: Tag en middagslur. Tømmermænd bliver værre af søvnmangel.
Kun lidt kaffe: Lidt kaffe kan gøre dig lidt friskere, men for meget kaffe irriterer maven, samt virker let vanddrivende, så kroppen dehydrerer yderligere. Te er bedre.
Mælk, ikke juice: Hold dig fra juice, hvis du har ondt i maven. Mælk er meget bedre, fordi den neutraliserer mavesyren.
Ikke mere druk: Drik ikke videre for at lindre tømmermænd. En enkelt reparationsbajer – eller bedre: en banan-vodka-smoothie - går dog an.
Undgå fed mad: Spis let og hold dig fra fed mad, som kan forværre kvalme. Bananer, suppe og yoghurt er meget bedre.
Salt: Om pizza, grillkylling, chips og pommesfrites virkelig hjælper, ved jeg ikke, men mange spiser det. Det er formentlig udmærket at få lidt ekstra salt. Men det er på alle mulige måder alt for usundt!
Sukker: Blodsukkeret kan falde, hvilket forværrer trætheden og hovedpinen. Bananer er en god løsning.
Ikke sauna: Sauna og lange løbeture hjælper ikke, men dræner dig bare for endnu mere væske. Gå en tur i den friske luft i stedet.
Moralske tømmermænd: Dem må du selv klare.
|
Tænk over disse ting næste gang du drikker! Husk livet ikke skal være for kedeligt! Men er det ikke spildt arbejde, at bruge så mange timer i træningscenteret samt bruge en masse energi og penge på at lave sundt mad, hvis du weekend efter weekend smider det hele væk?:) Og hvis ikke du kan holde dig fra de traditionelle fredags-byture, så husk at spise sundt dagen efter og træn lidt ekstra!
Rigtig god mandag <3 |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar